Kartoffelsalat med rødløg og bacon

Nem og lækker kartoffelsalat med syltede rødløg og bacon, som er perfekt tilbehør til aftensmad eller grill. Få opskrift på den geniale kartoffelsalat her

Kartoffelsalat med rødløg og bacon

Når du har været på den klassiske kartoffelsalat med cremefraiche og rigelig mayo.

Den lune kartoffelsalat med sennepsdressing og måske en omgang asparges.

Så.

Nap den her sag.

Kartoffelsalat med rødløg, bacon og krydret dressing.

Den er perfekt tilbehør til både aftensmad eller grillmiddagen, hvor den passer til det meste, du kaster på grillen.

Men inden, du kaster dig ud i herligheden, så lad os se på kartoffelsalat med syltede rødløg og bacon:

Spørgsmål til Kartoffelsalat med bacon

Behøver du krydre dressingen?

Næ. Men det giver et super lækkert pift til kartoffelsalaten

Kan persille erstattes?

Ja da. Har de ikke lige den på lager i supermarkedet, så hiv en pose babyspinat eller den bitre rucola med i stedet. De dur også perfekt.

Ekstra smag med ost?

Et drys fetaost eller revet parmesan, hvis du er på oste-holdet, smager fantastisk heri.

Hvad med temperatur på kartoffelsalaten?

Den her er kold, men er du til en lun kartoffelsalat, så er den også perfekt til det.
Lad kartoflerne afkøle til de er lune, bland med de ligeledes lune rødløg, bacon og dressingen. Lige inden servering - det er her, du vender med persille, babyspinaten eller rucola, så den stadig er helt sprød og frisk.

Kan jeg bruge købte syltede rødløg?

Selvfølgelig, du napper bare dine favoritter og bruger i salaten. Og det samme, hvis du lige har en omgang hjemmelavede rødløg stående i køleskabet, så bruger du blot dem.

Kan kartoffelsalaten laves på forhånd?

Jeps, men vent med at tilsætte persille og eventuelt også bacon, hvis du er til den helt sprøde udgave i din kartoffelsalat.

Flere opskrifter på kartoffelsalat?

Uh ja, tjek dem her ud:

Flere opskrifter på kartoffelsalat

Kartoffelsalat med rødløg og bacon

Kartoffelsalat med rødløg og bacon

Nem og lækker kartoffelsalat med hurtigt syltede rødløg og bacon, som er perfekt tilbehør til aftensmad eller picnic
Print Pin
Antal: 4 personer

Ingredienser

Rødløg

  • 1 stort rødløg
  • 2 spsk olie
  • 2 tsk sukker
  • 3 spsk æbleeddike
  • Salt/peber

Kartoffelsalat

  • 200 g bacon i skiver
  • 1 kg små kartofler, kogte og afkølede
  • 1 dl bredbladet persille

Dressing

  • 8 spsk olivenolie
  • 5 spsk æbleeddike
  • 1 tsk spidskommen
  • ¼ tsk chili eller chiliflager
  • Salt/peber

Sådan gør du

Rødløg

  • Skær rødløg i tynde skiver.
  • Kom olie på en pande, varm den op, tilsæt rødløg og svits i ca. 30 sekunder.
  • Tilsæt sukker, æbleeddike, salt og peber og skru ned til svag varme.
  • Lad rødløgene simre i ca. 10 minutter til de er bløde - de skal ikke tage farve.
  • Tag dem af panden og lad dem afkøle.

Kartoffelsalat

  • Steg baconen sprød på en panden og kom skiverne på fedtsugende papir. Bræk baconskiverne i grove stykker.
  • Halver de kolde, kogte kartofler og kom dem i en stor skål. Tilsæt bacon, rødløg og frisk bredbladet persille.

Dressing

  • Bland alle ingredienserne til dressingen sammen i en skål og smag til.
  • Vend dressingen i kartoffelsalaten og server.

Min kogebog er på hylderne!Klik her og se min kogebog med nemme alt-i-en aftensmad (med minimal opvask) til travle hverdage og weekender.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *