Der er rigelig tid.
Både til at få hevet julegaverne ind, bakset juletræet hjem og fyldt kagedåserne.
Du kan køre en bunke vaniljekranse.
Men de kræver altså lidt fingerfærdighed.
Pebernødder, tager uendelig lang tid og en hel børneflok at rulle.
Ej, kør brunkagen.
Bland, saml, køl, skær, bag.
Nemt.
Og der er fuld blæs på både juleduften i hele hytten, blær over hjemmebag og overskud til alt andet, som pre-julen byder på.
Men hey, hold øje!
Hjemmebagte brunkager forsvinder ret hurtigt.
…når du utålmodigt venter på risengrøden koger færdig og maven rumler
…når madpakkerne smøres og du hiver en håndfuld med til eftermiddagssulten
…når Tinka, efter 18 dage, stadig har en mulende mine på og ikke burde vinde kongespillet
…når du ligger dybt i sofaen, klikker de sidste (første) julegaver hjem og krydser alt for du når at få dem
..når du står på posthuset, køen er uendelig og halstørklædet kradser – brunkager i lommen
…når det regner, er bælgmørkt og hunden insisterer på at skal nabolaget rundt – igen, brunkager i lommen!
De kan det hele, de brunkager.
Men at klare den helt til jul.
Well, det bliver nok sværere ;-)
Nå.
Men.
Blomsterberg, Hyttemeier, Amo, Arla – de har allesammen deres brunkager, som storhitter til jul. Og så er der dem, som du finder på fedtede papirer og i smuldrende notesbøger med snørklet skrift hos familien.
Alle har deres favorit – den brunkage, som bare er god. Verdens bedste brunkage, faktisk.
Er det dig, så springer du bare videre.
Men har du brug for ny opskrift, så hæng ved.
Først, så lad os lige suse over elefanten i opskriften; Potaske.
Hvad er Potaske:
Potaske er et hævemiddel, som har samme effekt som bagepulver og natron. Så, man kan bare bruge natron i brunkager i stedet? Ja – og nej. Potaske gør brunkagerne mere sprøde og giver det der helt rigtige bid og farve, som du ikke får med de andre hævemidler. Selvom de alle hæver løs, så har de vidt forskellige egenskaber. Så for de bedste brunkager; frem med potasken. Og husk, at potaske altid skal opløses i vand inden det blandes i dine julesmåkager.
Brunkager med natron:
Okay, du har ikke lige potaske på lager, så hvordan fikser du brunkager uden potaske? Som sagt, så får du ikke helt samme sprøde resultat og dine brunkager bliver en anelse lysere, men brunkagerne med natron bliver nu ret gode alligevel. Ud med vand og potaske i opskriften og brug i stedet 1 tsk natron, som du blot blander med de tørre ingredienser.
Brunkager 101
- Yes, brunkagedejen kan sagtens fryses, hvis du først har tid til at bakse en omgang sammen i næste weekend. Den ligger også fint i køleskabet i et par døgn.
- Du er ikke vild med nødder? Brunkagerne kan sagtens laves uden mandler. Du hiver dem bare ud af opskriften
- Spice din brunkager mere op: Appelsinskal, syltede appelsintern, sukat, chokolade, tørret frugt, andre varianter af nødder dur ret godt i småkagerne.
- Ekstra krydrede brunkager? Got ya. 1/2 tsk kardemomme og/eller muskat er toplækkert og giver ekstra smag til brunkagerne.
- Kan dejen rulles ud og udstikkes med figurer? Jep, men småkager som fx peberkager er noget nemmere at arbejde med til den sag.
- Hvad med brunkager med glasur og sukkerpynt, dur det? Well, igen er vi mere ude i en peberkage. Brunkager er allerbedst, som de er.

Ingredienser
- 125 g smør
- 125 g mørk sirup
- 90 g sukker
- 275 g hvedemel
- 2 tsk kanel
- 1,5 tsk ingefær
- 1 tsk nelliker
- 1 tsk allehånde
- 1 nip salt
- 75 g mandler
- 1 spsk koldt vand
- 1 tsk potaske
Sådan gør du
- Kom smør, sirup og sukker i en lille gryde.
- Smelt det ved jævn varme - det må ikke koge.
- Tag det af varme og lad det afkøle lidt.
- Bland hvedemel, kanel, ingefær, nelliker, allehånde, salt og mandler sammen i en skål.
- Bland vand og potaske sammen.
- Hæld potaske og det smeltede smør/sukker i skålen med de tørre ingredienser.
- Rør dejen sammen til den er ensartet.
- Lad dejen køle lidt og samle sig.
- Rul dejen sammen til en pølse og pak den i bagepapir. Tryk den firkantet, hvis du gerne vil have firkantede brunkager.
- Læg dejen i køleskabet i min. 4 timer.
- Tag dejen ud af køleskabet.
- Skær den i helt tynde skiver - de hæver lidt i ovnen, så skær dem tyndere end du tænker, de skal være.
- Fordel brunkagerne på en bageplade med bagepapir.
- Bag brunkagerne ved 180 grader (alm. ovn) i ca. 9 minutter.
- Tag dem ud og afkøl helt på en bagerist.
- Opbevar dem i en lufttæt beholder.
Noter
- Alle krydderier er stødte.
- Brunkagedejen kan fryses.
Skriv en kommentar: