Ingen grund til falsk beskedenhed

Jeg har brugt de sidste to dage på at fejre mig selv, klappe lidt på skulderen og tænke at jeg da egentlig er meget god. Ja, beskedenhed er en by i Rusland de her dage. Jeg måtte da også lige lave en lagkage i torsdag. Kun til mig selv. Med masser af sommersøde jordbær, knasende makroner og flødeskum. At der er faldet minumin 50 kg fra mine skuldre og jeg har det sådan virkelig godt, helt ind til knoglerne, for første gang i det seneste år, well, det er altså en milepæl af de helt store.

Kan du huske de her indlæg; at dumpe en eksamen og uddannelsesvalg fra sidste år? Især det med den forbandede eksamen, som har åndet mig i nakken i noget, som føles et helt liv.
I torsdag gik jeg til den endnu engang! Med flossede nerver uden på tøjet og rander under øjnene efter at have læst pensum fra to tunge moduler op. Igen. Fødevarekemi, produktionsteknologi, statistik, kemi, kemi, kemi. Alt andet i livet har været på hold de sidste 3 uger og det eneste jeg har lavet er at forbedrede mig. Jeg har aldrig nogensinde læst SÅ meget til en eksamen. Eller for den sags skyld været så angst. Jeg plejer at glæde mig til eksamenstiderne, men det her. Det var ikke bare nervøsitet, men vitterlig angst!
Bestod jeg ikke så kunne jeg vinke farvel til bachelor efter sommerferien og vente et helt år på næste forsøg. Altså et helt år til med den bistre eksamen hængende over hovedet! Det kunne jeg slet ikke rumme, så jeg læste, læste og læste som gjaldt det mit liv. En lille smule vanvid, men ikke desto mindre sådan jeg havde det.

Og torsdag? Inden klokken var nået 9 havde jeg gennemsnakket min 20 minutters præsentation for mig selv 7 gange. Googlet samtlige begreber 40 gange og tilføjet noter til at kunne snakke 3 timer. Turen op til studie var en lang tåge og ligeledes var ventetiden. Indtil jeg sad over for de 3 lærer igen. Efter 20 minutter gik jeg ud af døren og havde absolut ingen fornemmelse af udfaldet.
Anden gang jeg kom ud af døren var det som et nyt menneske. Jeg kunne have sat mig ned på gulvet og tudet af lettelse over at være kommet videre. Jeg kunne slet ikke rumme, at det nu var ovre. At jeg var videre. At jeg var bestået.

Jeg kørte lige hjem. Og sov! Herefter ude af stand til at snakke med nogen. Det var bare ikke rigtig gået op for mig. Når noget har huseret nok så længe, så tager det tid at bundfælde sig. Først fredag kunne jeg for alvor dele glæden og lettelsen med dem omkring mig.

Det var ikke bare en eksamen den her, men en overvindelse af mig selv. At kunne række tunge af de sidste år med uddannelseskvaler, høje forventninger og stress. At overvinde angsten, nervøsiteten og skuffelsen over sidst – over ikke at have levet op til mig selv, have brudt min eksamensforkærlighed og vigtigst af alt; ikke lyttet til mig selv sidste gang.

Hold nu op jeg er stolt af mig selv nu. Det har været en sej kamp. Men det er ovre nu. mit livs værste eksamen er ovre. 6 semestre er overstået. Det er sommerferie. Lige om lidt venter bacheloren. Og jeg får færdiggjort en uddannelse den her gang. Det er stort for mig efter den rutsjebanetur de sidste 6 år. Det er virkelig stort og jeg er stolt helt ud i tæerne.

Så nu vil jeg bare bruge den næste uges tid på at fejre mig selv. For er der noget jeg har lært, så er det vigtigheden af, at synes man selv er fabelagtig og forrygende god – både i dårlige og gode tider. Men især i de gode skal den bare have fuld gas med at proklamere en selv, hylde og virkelig råbe højt HURRA for selvtillid og selvværd – det giver på kontoen til dagene hvor verden er helt forkert på den.

Så det gør jeg lige lidt endnu ;)

….med bobler og jordbær i stride strømme!