Ahh, 4 dages fri ovenpå en lang og streng periode. Bloggen har været bragende stille, er blevet sat på standby og ignoreret. Okay, faktisk har den råbt højt med alle de lækre kommentarer jeg har fået på sidste uges posts med tankestrejf. Hvor er det fedt at få feedback og få et indblik i andres tanker. Love it.
De sidste mange uger af mit ultra ensrettede osteklokke liv er gået med studie. Da underviserne efter sommerferien proklamerede, at det her forår trak tænder ud og tog vores liv, trak jeg lidt på smilebåndet; “jojo…det skal I jo sige…”. Det smørrede smil er tørret godt og grundigt væk nu, for de havde så evigt ret. At jeg så har været på rette hylde den sidste tid, det har bestemt hjulpet på min osteklokke-tilværelse ;)
I har set en snert af mine projekter på de sociale medier; Restaurant Day; Restaurant på skinner – en kulinarisk oplevelse gennem Danmark. Soy4you; Produkt udvikling med soyabønner til fitnesskvinder. Madskolerne 4H og L&F; Madskolen på hjul – lokale råvarer i rygsækken.
Sidst nævnte stod i eksamens tegn og på 24 timer skulle konceptet udvikles. Jeg sætter jo på ingen måde mit lys under en skæppe, så jeg ser frem til konceptet bliver udfoldet i real life ( jeg er klar som projektleder ;) ).
Fyld en skolebus med glade tweens. Kør ud i det danske land og mød de lokale råvarer hvor de produceres. Vi skal ud hvor det sker – have jord under neglene og sættes fokus på de danske råvarer – helt derude hvor kragerne vender. Jeg tror på det; læring gennem oplevelse. Væk fra skolebænken og ud hvor det sker.
Hvad tænker I ? Vil børnene deltage? Vil forældre sende poderne afsted? Er lokale råvarer overvurderet? Eller er de det vi skal leve af?
Heldigvis fik jeg overbevist eksaminatorerne om både koncept og min fiktive rolle som projektleder – endda så jeg kom ud med et smil på læben. Ret tiltrængt efter min sidste (mindre heldige) eksamen i efteråret Nu kan der sættes flueben, holdes et par dage på langs… suppleret af et par timer i køkkenet, knipsen på kameraet og kaffe-slubren.
Og bare rolig; imorgen er jeg tilbage som vaskeægte madblogger – med kage på plakaten! For selvfølgelig skal det fejres, at der er blevet lettet på osteklokken.. Også selvom det blot er for nogle dage ;)
Tillykke med veloverstået eksamen! Som mor til to styks tweens, kan jeg næsten ikke få armene ned af begejstring, ved tanken om at de kunne komme lidt mere ud og få læring gennem oplevelse. Ville være et fantastisk afbræk fra skolebænken og tænker at nu, hvor de fra næste år kan se frem til lange dage i heldagsskolen, så vil de bare endnu mere råelske det. Så uden at have et egentlig kendskab til dit koncept, så vil jeg sige JA, forældre vil med glæde sende deres poder afsted. Og JA, børnene vil elske mere læring gennem oplevelse. Og JA tak til flere lokale råvarer :)
Åh, jeg er også i BA klokke for tiden, men jeg er heldigvis god til at rive mig ud af det, så snart vi holder fri – ellers tror jeg, jeg ville blive sindssyg :D
Lyder som en fed ide med en tur i det fri.
– Anne
Puuha ja, den klokke frygter jeg bestemt også ! Men ja, vigtig med fri, det skal jeg helt sikkert blive bedre til :)