Kender I det? Man sidder med sin morgenmad, i mit tilfælde filterkaffe og havregryn, nyhederne kørende i baggrunden og du får lige tjekket diverse sociale medier. Det hele er bare fjong…indtil man når til Instagram!
Bam, bam, bam, det ene overskuds-morgenmadsbillede efter det andet. Jeg har en teori om at Instagram er lavet til morgenmadsbilleder ;) Pludselig er havregrynene pænt tarvelige. For ikke at tale om kaffen, der bestemt hverken har set skyggen af skum, “blade” eller”hjerter”, andet end den smule kalk, som man kan ane i bunden af tjæren..
Well, det første jeg gør om morgenen når jeg har slået dynen til siden, er at spise mine gryn og drikke min kaffe. Om det så er hverdag eller weekend. Morgenmaden skal kunne laves med et snuptag – ikke noget fancy der!
Faktisk kan jeg slet ikke snakke med nogen, uden at grynte vredt eller slå dem halv fordærvet før min morgenmad er kørt indenbords. Til stor morskab for andre mere tålmodige morgenmennesker.
Jeg er godt og grundig skadet af min diabetes og uddannelse på det punkt, for “uden mad og drikke duer helten ikke”. Det er vi bestemt ikke enige om herhjemme! Jeg kan jo ikke se mig fri for at lade min egne perfekte vaner gå ud over kæresten, som bestemt ikke og aldrig har set morgenmad som livssnødvendigt. Hvilket resulterer ualmindelige rare “clash” mellem os. Jeg ved jo bedst ;) Og derfor bliver der også hældt den obligatoriske skål morgenmad i halsen på ham. Så tit som jeg kan komme til det. Ja, vær I glade for I ikke bor sammen med mig ;)
Jeg er helt sikker på chocopops og guldkorn vil glide noget nemmere ned, men det sjov har jeg manet til jorden. Havregryn! Jeg har siden jeg fik diabetes som 7 årig trofast spist mine 1 dl havregryn med mine 2 dl skummetmælk. 5 dage om ugen. I weekenden flotter jeg mig med yoghurt. Oh lala, det er store sager, kan I tro!
Men bare engang imellem ville det være rart med sådan en omgang pænt pyntet yoghurt. Blødkogt æg. Avocadomad i bedste Michelinstil. Nybagte boller, med sprød skorpe. Over the top-kaffe med skum. Ikke kalk.
….måske skulle jeg bare vente med Instagram til efter morgenmaden ;)
Hvad spiser I til morgenmad? Hvad er Jeres vaner?
Et lidt anderledes indlæg, med mine tanker om morgenmad og vaner. Jeg skal bruge de næste 3 dage på Innovations-camp. Med fuld forplejning. Det vil sige den står på 2x morgenmad for mit vedkommende – eller som tidligere indlæg; second breakfast ;)
Dit billede ovenfor får nu ellers morgenen til at se ret så dejlig ud… den morgensol der, hvis jeg bare kunne få indtage min morgenmad med den hver dag, så tror jeg næsten, jeg var ligeglad med, hvad jeg indtog ;-) Nej, min morgenmad og hvad der bliver gjort ud af den afhænger helt og aldeles af om hverdagen ellers kører (altså uden syge børn, mangel på søvn og andre udfordringer i den dur). Når det kører veksler jeg mellem en ristet bolle/ rugbrød med ost, pållelade, lidt frugt, en god kop kaffe og for tiden er jeg ret hip på friskpresset juice i diverse afskygninger (eller måske knap så friskpresset når den nogen gange har stået på køl fra aftenen før)…. Ellers en god gang køleskabsgrød eller yoghurt med müsli og nogen gange eksperimenteres med nye sjove morgenmadsretter. Jeg har aldrig været den store havregrynsspiser, eller andre morgenmadsprodukter som cornflakes mv… men det er helt uundværligt for mine børn, så vi har det altid i huset :) Generelt er morgenmad faktisk blevet en vigtigere del af mit liv efter, jeg har fået børn, da jeg før børn vist desværre var én af dem der forsømte det gode måltid og mig selv ved at springe over. I dag kunne jeg ikke undvære min morgenmad, men skal dog modsat dig, helst have været igang lidt inden, jeg kan spise den :)
Har også haft det som dig, ind med havregryn, mælk og sort kaffe. Indtil jeg blev syg og mistede appetitten, nu skal jeg fristes af lidt let og lækkert. Får latte for mavens skyld, pga mavesyre og i guder hvor jeg savner den sorte kaffe.
Du har simpelthen sådan en dejlig humor. Jeg har ikke instagram, men har også bemærket diverse blog der vælter frem med morgenmad, der nærmere ligner desserter. Og fristende ser det da ud, grænsende til det provokerende lækkert, hvis der ikke kommer nogen og serverer det for en;-)
Som gør dig skal vi bare have morgenmad og det skal være nemt og hurtigt med en lille fyr på 10 mdr der ikke kan vente på det helt store morgenkomplet. På den står på grovvalset havregryn med minimælk og en kop helt alm filterkaffe til de voksne og musligrød med hjemmelavet æblemos og sødmælk til sønnen.
Jeg spiser næsten alt til morgenmad! Havregrød, skyr, knækbrød, sandwich, mugcakes, kage, og aller aller helst arme riddere!
… Hvad som helst – jeg elsker bare morgenmad!
Og når så solen står ind ad vinduet, så er lykken gjort!
// Nadja
:-)
Haha, det er sjovt – jeg har det tit på samme måde med instagram ;) Farvel selvværd!
Når det er sagt, så er min morgenmad meget solid og tager faktisk ret lang tid at lave. Jeg spiser jo lchf (hvilket i øvrigt har gjort underværker for den desperate morgensult, jeg altid har lidt af), så min morgenmad er noget med æg, fløde, ost, lidt kødpålæg og en masse grøntsager. Det er virkelig en fantastisk start på dagen, og jeg kan tit gå helt til aftensmad på det brændstof.
I den anden boldgade har min søde mand fået “lov” til at holde op med at spise morgenmad. Han bliver i hvert fald ikke punket af mig for det mere ;) Han har altid hadet morgenmad og har ikke behov for det på lchf. Resultatet? En gladere mand, der er gået 3 tøjstørrelser ned og har det rart med at faste ca. 12 timer i døgnet. Så det er virkelig forskelligt, hvordan man har det med morgenmad!
Vh Louise
Når det skal gå stærkt – rugbrød med 20+ ost (ingen smør – har arveligt forhøjet kolesterol). Ellers a-38 med hjemmelavet musli.
I weekender efter morgentræning får vi brunch – scrambled , frisk rugbrød, tomater og en lille brunchpølse….
Der er i det hele taget for meget ‘madporno’ på nettet, synes jeg. Mad – også morgenmad – der er pyntet til ukendelighed eller indeholder ingredienser, der koster spidsen af en jetjager. Altsammen for at signalere psykisk og økonomisk overskud. Det er lige til at blive lidt livstræt af. Selv ville jeg helst vente med morgenmaden til et par timer efter, jeg er stået op – så er maven også vågnet. Men jeg er gift med sådan en morgenmadsfetichist som dig, så…. :D
Bliv du bare ved med at spise dine havregryn og kig på blomsterbilleder i stedet for madbilleder om morgenen.
vh/Karen
Jeg spiser fin og lækker morgenmad hver dag (med undtagelse af de dage jeg faster)for morgenmad er mit favoritmåltid..
Ciagrød med alverden toppings, grønne juicer og smoothies, blødkogt æg, hjemmebagte boller med smør og fed ost eller Nutella, frisk frugt og bær er noget af de jeg mikser imellem. I weekenden vil jeg gerne have et rundstykke og et københavnerbirkes fra bageren, en crossiant eller måske pandekager..
Jeg er et periode menneske og har henover vinteren været i en morgenmads grød periode. Har lavet min egen grødblanding der er perfektioneret over længere tid. Den indholder bla. ruggryn, 3gryns blanding, boghvedeflager, spelt gryn og rug kerner (som ikke behøver iblødsættelse). Det giver en god grov tekstur med bid. Så varierer jeg hvordan jeg laver den. (er også begyndt at komme revne grøntsager som gulerod eller rødbbede i)
Nogle dage koger jeg op med en teske kakao (rå bagekakao) og evt. lidt kaffe og topper med kokos mel (guf!!! Prøv!!!), andre dage (de fleste) er det masser af kanel og lidt vanille pulver og toppet med frisk frugt (Banan og blåbær er yndlings, ellers æbler og kanel) og hvis man vil flotte sig rigtigt er det lækkert med hakkede mandler/nødder og evt. lidt honning.
Har for nylig også eksperimenteret med en risotto-agtig grød version… med revet squash og spinat i og toppet med en smule revet grana ost eller parmasan Det er godt med et ikke-sødt alternativ.
I weekenderne kan jeg finde på at spise æg af forskellige varianter, frugt (altid) og nogle gange hjemmebagte boller…!
Om sommeren er jeg mere til cheasy med musli og frugt eller bircher musli.
Elsker morgenmad…
Jeg er typen, der kræser om min morgenmad, så jeg både har noget lækkert at se og smage på, og jeg lægger det oven i købet også ofte på Instagram, så jeg er lige den type, du snakker om ;-) Oftest er det skyr med forskellige frugter og diverse toppings, der står på menuen. Havregrød sniger sig også ind en gang imellem, men havregryn har jeg aldrig kunnet fordrage – det skal lige koges først ;-)
Men jeg er også typen, der ikke fungerer uden morgenmad, så det er ikke fordi, det skal se lækkert ud, før jeg gider spise det. Det giver mig bare sådan en god start på dagen at have tid til at gøre noget ud af min mad :-)