Om 10 dage får tusindvis besked på om de er kommet ind på den søgte uddannelse eller ej. Jeg kender ventetiden og følelsen. Jeg har været der. Flere gange. Det er ren tortur, at vente på nogen beslutter din fremtid.
Hov, er det her ikke en madblog?
Jo, men jeg syntes lige, at jeg vil snige et par indlæg ind om uddannelse, da jeg ofte får spørgsmål til min nuværende; Professionsbachelor i ernæring og sundhed. Jaaa, lidt i madstilen holder vi os da (;
Okay, uddannelse?
Det med uddannelse er faktisk slet ikke sjovt. Eller for den sags skyld; nemt.
Det er en ren jungle og jeg har prøvet en hel del i inden jeg nåede hertil, hvor jeg sidder i dag. Vejen har været lang og broget og jeg ville have givet en hel del for, at opleve nogen i samme situation. At føle sig helt forkert og helt fortabt i uddannelsesverdenen.
Jojo, der sniger sig da historier ind om det svære valg af uddannelse, men alt for ofte kun om dem, der får deres bachelor, kandidat eller phd. Eller dem som altid har vidst hvad de skulle være når de blev stor. Man hører om dem som tager den lige vej og dem som tager et sabbatår og ved lige hvad de skal.
Hvad med alle os andre? Os som vil det hele, fordi alting lyder spændende? Os som ikke tog et sabbatår? Os som midt i første semester finder ud af studiet er helt forkert? Flere gange? Os som bare ikke kan finde det rigtige – de første 3 gange og herefter bliver afskrevet?
Ja, det er mig. Er det dig?
Det lyder altså lidt, som om du bare er flyvsk?
Jeg har været mere end frustreret og banket mig selv oven i hovedet med, at jeg ikke kunne færdige gøre noget. Jeg har følt mig pinlig og mærkelig. Jeg har været indskrevet på 6 uddannelse, siden jeg blev student for 5 år siden. Jeg kender alle følelserne og flere til.
Fortryder jeg? Ikke et sekund. Det ville da være tusinde gange nemmere, at gå den lige vej. Gymnasiet, bachelor, kandidat og job. Men mine 5 år har gjort mig minimum 20 år ældre. Jeg har lært så meget, oplevet så meget og fundet ud af nogle ting, jeg aldrig vil være foruden. Det har simpelthen gjort mig til en bedre Louise og arbejdskraft. Det syntes jeg i hvert fald selv (;
6 uddannelser? Det lyder jo helt vanvittigt?
Ja, og alle jeg fortæller det får lige 4-5 rynker i panden. Så lad os tage den fra starten.
Jeg blev student i 2008 efter 3 fantastiske år, de bedste år i mit liv til dags dato. Derefter besluttede jeg ret impulsivt at flytte til Århus og søge ind på Statskundskab. Og ind kom jeg.
Jeg tog 1. semester. Et halvt år jeg kun mindes med gode oplevelser og skønne mennesker. Men jeg kunne ikke se mig selv arbejde med det meget tunge materiale på et kontor resten af mit liv, så jeg valgte at stoppe efter mine eksamenerne på 1. semester. Herefter hoppede jeg på det hårde, ufaglærte arbejdsliv. Yes, nordjysk accent er en bonus som telefonsælger…. Og det er faktisk skræmmende mange, som køber trusser og boxershorts over telefonen!
Sommeren 2009 fik jeg en depression og måtte derfor melde fra studie, som jeg var blevet optaget på; Markedsføringsøkonom.
Inden jeg nåede der til, var både journalist, multimediedesigner og ernæring og sundhed på tegnebrættet. Jeg snakkede med en hel del studievejledere og det hjalp på ingen måde. For når alt kommer til alt, så er de sat i vejledersædet for at sælge en uddannelse eller skræmme dig væk. Ganske enkelt.
Du fik en depression?
Jep, så i stedet for at snuppe en uddannelse tog jeg til psykolog og befandt mig inden længe på Testrup højskole. Var det ikke lige fordi jeg oven i hatten tilegnede mig en omgang panikangst, så var jeg helt sikkert blevet på højskolen det næste halve år og havde hygget mig efter alle kunstens regler. Højskole er en genial pause fra det hele.
Men sådan skulle det desværre ikke gå, så jeg pakkede sygfrugterne og drog nordpå – hjem til Mutter.
Jamen hvad lavede du så?
Jeg lå på Mutters sofa, et par uger inden, jeg begyndte at kede mig bravt og forlod sofaen fremfor køkkenet. Julen stod for døren og jeg gik all-in på julebagning og julekagehus. Mit hjerne trængte voldsomt til en smule stimulering og det var så her bloggen blev til. Halleluja for den tid, kan jeg kun sige nu (;
Men du kunne jeg ikke blive boende hjemme?
Nej, det var på ingen måde optimalt. Når man er flyttet ud en gang, er det ret vanskeligt at rykke teltpælene hjem igen. I mit tilfælde helt umuligt.
Jeg søgte ind på Aalborg Food College, eftersom jeg havde brug for at rive i noget og oven i hatten kunne snuppe et kemikursus undervejs. Win-win. Men den plan gik i vasken, da panikangsten og jeg ikke var helt enige.
Omtrent 3 måneder senere, med en adopteret kat i kufferten, flyttede jeg til Århus og begyndte på “Mad til mennesker”. Ikke fordi jeg skulle være kok, men fordi finanskrisen huserede på sit højeste og jeg nægtede at gå på kontanthjælp, nu jeg ikke kunne få fuldtidsjob. Og så kunne jeg jo lige prøve Teknisk skole og kokkefaget af, inden jeg søgte ind på den planlagte uddannelse efter sommerferien; Folkesundhedsvideskab.
Kom du ind?
Jeg bed negle hele sommeren og 5 minutter over midnat den 30. juli, mens jeg bandede og svovlede over hjemmesiden, som konstant gik ned, kom svaret. Jeg var blevet optaget.
Tilbage til starten, tilbage til Universitet, de gule bygninger og slidte forelæsningssale. Jeg var hjemme. Eller det troede jeg.
Ej, hvad nu?
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg var ved at kede mig ihjel med alt det analytiske og tørre pensum. Så mens jeg kæmpede mig gennem 1.semester, for færdig skulle det gøres, så snuppede jeg et kemi-kursus i Haderslev. En af mine gamle tanker var nemlig dukket op igen.
Kemikurset og semestret blev bestået og det var bestemt ikke en dans på roser. Men der var ikke rigtig tid til at hvile på laurbærerne, for jeg havde søgt ind på Ernæring og sundhed. I Sorø!
Det var det eneste sted, som tilbød E-learning og som startede op i Februar. Helt perfekt. Hvis det ikke lige havde været for turen til Sorø hver anden uge, hvor der var obligatorisk mødepligt. Det var ret op af bakke. Heldigvis oplevede jeg for første gang glæden ved gruppearbejde og havde mit livs bedste studiegruppe, jeg den dag i dag savner. En hel del.
Jeg tog de første 2. semestre inden jeg søgte overflyttelse til Århus. Overflyttelsen havde jeg planlagt fra start, jeg havde bare lige overset en vigtig detalje. Jeg startede jo om vinteren og i Århus starter de om sommeren. Altså var jeg et halvt år foran. Hvad gør man så? Man tager da næste modul med, melder fra eksamen, holder orlov og forlænget sommerferie. Uden man overhovedet ved om man er kommet ind i Århus, det blev nemlig først offentliggjort i juli. Skøøøøn periode, ellers…
Men du kom jo ind?
Ja, det gjorde jeg heldigvis og med en blid opstart; på det samme modul jeg havde haft.
Nu er det 1 år siden jeg startede i Århus, jeg har været i praktik og påbegyndt min speciale linje. Og det allerbedste; jeg er endnu ikke droppet ud. Faktisk klapper jeg mig selv ret meget på skulderen (;
Så alt er bare lutter lagkage nu?
Nææ, for jeg har skam fået stress og dealer lige pt. med den. Vi er dog ved, at komme rimelig godt overens og min praktik efter sommerferien skal nok hjælpe på det.
For som du måske har gættet; Jeg er ikke udpræget vild for at sidde på skolebænken. Jeg vil have fingrene i dejen, ud og lege i den virkelige verden. Heldigvis er det ikke meget mere end 1 år endnu og lur mig, om jeg ikke gennemfører det. Det er jeg 100% sikker på. Det skal skam nok lykkes, at få en uddannelse i hus (:
Jamen, hvad med de CV, det er jo som en plettet straffeattest?
Ja, det kan man mene. Men jeg kan absolut ingenting gøre ved det, og derfor vælger jeg at se det som en styrke.
Jeg kunne sagtens have sat mig ned og tudbrøle i et hjørne efter anden gang med et forkerte valg. Det gjorde jeg så også! Men da der ligesom ikke væltede mirakler ind af døren. Jo, jeg tjekkede skam lige ringeklokken et par gange, for, at være på den sikre side. Og den hvide hest med prinsen mest af alt var en snorkende kat på dynen – ja, så måtte jeg jo selv gøre noget ved sagen. Også selvom omverdenen rynkede kraftig på næsen og fik en hel del grå hår undervejs.
Mit CV prydes ikke af den fine lige vej og resultater. Desværre. Men det er til gengæld plettet til med personlig udvikling, handlekraft og ansvar. Anderledes tanker, fleksibilitet og en hel bunke afprøvede ting, fag og sociale kompetencer. Det ville jeg aldrig være foruden. Nu.
Så har 80-årige Louise et godt råd?
Selvfølgelig, lidt af min visdom kan I da få (;
Det er ingen skam, at sige fra en uddannelse. Du har ingen pligt til at stå til regnskab for dit valg for andre, kun for dig selv. Selvom det hele er møghamrende træls og ser sort ud, så skal det nok gå. Måske ikke første gang, men så 10. gang. Og hvis du tænker, at det kan hun sagtens sige, så har du helt ret. Tænk på min historie og fryd dig over, at det helt sikkert ikke ender sådan for dig.
…Hvis det gør, ja, så velkommen i klubben, verden er endnu ikke gået under (:
Bare husk at tage et ansvar for dig selv og dit liv. Det med hjørnet og snotpapiret duer ikke rigtig på CV’et.
Er du snart færdig?
Jep. Så stopper jeg romanen og det filosofiske hjørne. Jeg håber at min historie kan give bare lidt perspektiv på hele den highway med uddannelse. Bare for et enkelt menneske. Det skal nok gå, det hele. Også selvom det ikke er i første forsøg.
Følg din mavefornemmelse.
Hvad er din historie? Den lige vej eller den med bump?
Hej
Jeg kan ikke lige se dato osv, så ved ikke helt, hvor gammelt dette indlæg er.. jeg har læst hele dit indlæg, Lousie og nogle af kommentarene..
Jeg har selv taget en STX og blev student i 2015, hvor søgte søgte ind på bygningsingeniør med stor glæde!! Og nøj hvor blev jeg glad, da jeg kom ind!! Men da jeg på 2. semester dumpede eksamen for anden gang blev jeg udmeldt af studiet. Jeg blev derfor nød til at søge en anden uddannelse. Jeg stod meget mellem ingeniør i integreret design, matematik, økonomi og matematik-økonomi, bygningskonstruktør.. nogle lidt og meget forskellige uddannelser.. fordi jeg også synes de lyder spændende.. Af en eller anden grund valgte jeg integreret design.. som jeg fortryder jeg valgte fremfor matematik!! Det er måske stadig tideligt at vurdere det ikke er den korrekte uddannelse, da jeg kun har gået på den i ca. 2 uger… men man skal være meget kreativ, opfindsom og være god til at tegne.. og jeg kan bare ingen af dem!! Jeg er slet ikke så social som de andre (har jeg hellere aldrig været!!). Der er mange som siger det er dumt at gå efter, men jeg altså gå efter uddannelser/studier med mest skriftlig eksamener, og så lidt gruppearbejde som muligt. PÅ ingeniøruddannelserne SKAL man arbejde i grupper!! man er nærmest afhængig af sin gruppe!! Og det har jeg fundet ud af at slet ikke er mig.. jeg har det bedst med hvor man kan arbejde alene, og med skriftlige eksaminer!! Jeg har snakket med mange vejledere mange gange endda, men det hjælper overhovedet slet ikke!!!
Der er mange i situationer ligne kan jeg læse mig frem til. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad jeres råd er, og hvordan i kom frem til det rigtige uddannelsesvalg? Håber virkelig i kan hjælpe!! PÅ foråhnd tak!
Hej Louise! :)
Nu ved jeg godt, det er et tudsegammelt indlæg – men hvor er det dog rart at høre, at man ikke er den eneste, der har været lidt lost i uddannelsesverdenen. Jeg læser faktisk selv Ernæring og Sundhed på Ankerhus nu, også på e-læring. Jeg søger selv om overflyttelse til modul 5 i Århus her til sommer, og i den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan det foregik, dengang du skulle overflyttes? Skulle du skrive en ansøgning eller tog de udgangspunkt i din karakter fra modul 3-eksamen? Jeg er simpelthen død-nervøs for, om jeg overhovedet bliver overflyttet. Men det må tiden jo vise ;) Jeg kunne godt bare bruge noget beroligelse eller nogle gode råd.
– Helene.
P.S. Jeg er VILD med din blog, som jeg lige har fået øjnene op for! Tak for den gode læsning.
Hej Helene
Tak for din kommentar og sjovt du også er på akkurat det samme :)
Jeg ringede til Aarhus og hørte hvad de krævede ved en overflyttelse, og den gang var det en motiveret ansøgning, samt karakterer. Og så var der en samtale med dem, da det var ret mange som søgte overflyttelse. Ved ikke hvordan der er nu, så vil klart anbefale dig at kontakte dem og allerede nu, da de altid er meget presset op til eksamener her i sidst i maj/juni.
Var også meget nervøs for om jeg blev overflyttet og var jeg ikke kommet ind havde jeg nok søgt ind igen hvert halve år tror jeg. Men gode råd? Jeg har nok ikke rigtig nogle gode guldkorn, andet end at kæmpe for det og skrive en killer-ansøgning :)
Held og lykke med overflytningen – skriv endelig hvis du har flere spørgsmål :)
Mange hilsner Louise
Selv tak, og tak for svar! :) Ja, det er lidt sjovt.
Okay, det var også det, jeg fik at vide. Altså at de tager udgangspunkt i en kort beskrivelse af, hvorfor man gerne vil overflyttes, samt karakteren fra modul 3 (da det jo er den eneste karakter, vi indtil videre har fået). Så jeg har faktisk allerede “ansøgt”. Men hold da op, hvor synes jeg, det er svært at vide, hvad jeg egentligt burde skrive, for at de lige præcis vælger mig. Men nu må jeg bare vente. Og hvis jeg ikke er lige så heldig/god som dig, så har jeg også planer om at søge overflyttelse hver gang, det er muligt.
Tak for svar endnu engang! :) det var sødt af dig.
Hej Louise
Faldt nærmest ved et tilfælde over dette indlæg, og det rører mig, fordi det minder utrolig meget om min egen historie. Jeg er 29 år, og har en masse uddannelsesstarter bag mig. Både universitet, professionshøjskole og teknisk skole… Hele vejen rundt, fordi der er så meget der interesserer mig – eller i hvert fal dumiddelbart virker interessant. Udover det har jeg også rejst en hel del, været på flere højskoleophold, og har taget en brandmandsuddannelse – og efter det er det virkelig svært at komme igang med at læse igen – i hvert fald at gå i skole.
Men noget som jeg bemærkede, var, at du begyndte på en uddannelse som e-learning – og som du er gladere for?
Var det mon selve undervisningsformen, som tiltalte dig mere? Det overvejer jeg nemlig selv.
Du skal i hvert fald bare lige vide, at det ikke kun er tøser, som har det sådan i forhold til at finde ud af hvad man vil :)
– Christian
Hej Christian
Tusinde tak for dit input, hvor er det fedt at høre at der er lidt flere som har “shoppet” rundt, fordi det hele lyder spændende. Præcis, det er super svært at komme igang med at gå i skole igen, når man har været væk, har fået livserfaring og udviklet sig personligt. Det var ihvertfald det jeg oplevelse. E-learning tog jeg 1,5 år og jeg var rigtig glad for det, da det gav mig en mulighed for at komme igang på mine egne vilkår og have et job ved siden af. De sidste 2 år af mit studie har jeg taget “rigtigt” + 3 praktikperidoder, hvilket har været rigtigt godt mig, som er en rastløs sjæl.
Håber du finder ud af det og finder frem til det rigtige for dig.
Mange hilsner Louise
Hej Louise.
Jeg ved godt at det er et gammelt indlæg jeg kommenterer på, men lige siden jeg læste det for 3 måneder siden har jeg haft lyst til at skrive til dig :)
Din historie minder nemlig utrolig meget om min; Udover at jeg også er en Frederikshavner i Aarhus, så er jeg droppet ud af en uddannelse 4 gange, været nede med depression og stress, og været meget pinlig og næsten opgivende over at jeg ikke har kunne få hele det store uddannelsescirkus til at fungere.
I maj sad og jeg legede med tanken om at starte på ernæring og sundhed i Sorø som e-læring. På daværende tidspunkt læste jeg Molekylærbiologi på Aarhus universitet, og var meget i tvivl om jeg skulle holde fast eller tage springet. Kunne jeg tillade mig at droppe ud igen? Jeg er jo trods alt fyldt 27.
At læse din historie gav mig det puf jeg havde brug for, og jeg valgte at tage springet :) Jeg starter i Sorø om lidt over 2 uger, og vigtigst af alt, min mavefornemmelse er i top og jeg glæder mig helt vildt :)
Tak fordi du delte din historie og mange tak for inspirationen!
Vh. Britt
Hatten af – HVOR ER DU SEJ LOUISE!
Det er så sejt; dels at du mærker efter, og dels at du er så ærlig.
Jeg har altid taget den lige vej frem, og har lukket øjnene fuldstændigt for alternative muligheder – Men det andet er langt mere sundt. Jeg gik ned ned alvorlig anoreksi (for anden gang), hvilket helt sikkert blandt andet skyldes, at jeg ikke har mærket efter.
Jeg er igen kommet tilbage på studiet; og selv om det er samme studie, kan jeg mærke stor forskel. Den her gang VIL jeg. Det er ikke kun pligt og omverdenens krav. Så selve tiden kan også have noget at sige, tror jeg. Nogen gange bliver man mere moden/klar med tiden – Også i forhold til studie
Rigtig godt nytår og lykkebringende 2014
Tusinde tak, Trine K, hvor er du sød :)
Der gik også virkelig lang tid, hvor jeg intet mærkede og overhovedet tænkte på at gøre det. Det var bare fremad og så hopper kæden af. Pligtopfyldenhed er frygteligt, især når man ikke kan finde ud af at navigere med den – så bliver omverdens krav pludselig 100 gange større inde i hovedet. Tak, fordi du deler din historie – er rigtig glad for at høre du er på rette vej og har fundet ind til dig selv. Lige præcis, som du skriver, tror jeg at man bliver mere klar efter en periode, hvor man kommer ud af “den vante mølle”, tager sig selv seriøst, stopper op og hører efter den forbandede mavefornemmelse.
Tusinde tak og ilm :) Ønsker dig al det bedste på din vej.
Jeg vil ikke sige så meget. Men jeg sad konstant, imens jeg læste dit indlæg, og nikkede genkendende til det du fortæller med svære valg og panikangst. Tro mig, jeg har været der! Er heldigvis også, ligesom dig, kommet ud på den anden side. Ikke lige meget altid, men for det meste. Hvor er det fedt, at høre at du har fundet dit ståsted :)
Tanker fra Nanna
Tak for din kommentar. Hvor er det rart at høre man ikke er den eneste, som har været i det sted, som man hurtigt kan føle når man står i det.
Det lyder rigtig godt, at du er kommet ud på den anden side og videre – håber al det bedste :)
Hej Louise, jeg er rigtig (hvis man kan sige det) glad for at høre din historie!
Jeg har ´selv været rigtig meget i tvivl om valg af uddannelse efter gymnasiet- som om der ikke er nok at bekymre sig om som ung i forvejen! jeg var meget tæt på(gu ske lov jeg ikke gjorde det) at søge ind på uddannelsen til sygeplejerske, bl.a. fordi mine omgivelser ser højt og helligt på det erhverv, og “jeg jo er en klog pige, så det er så oplagt”
Jeg endte med at søge ind på uddannelsen som social- pædagog i Aalborg. Jeg er nu et halvt år inde og er glad for mit valg- endnu ikke 100% sikker -men glad for at jeg lyttede til mig selv, og hvis det skulle ende med at jeg melder fra- kan jeg glædeligt konkludere- også ud fra din historie at er man jo kun er blevet klogere på sig selv og hvad retning der så ville være en ide for en.
Mange hilsener herfra :-)
Spændende indlæg :) Godt at høre, at du har fundet din plads!
Altså jeg har bare taget den lige vej – er så også rigtig vild med at studere, så det har ikke været noget problem. Problemet er kun, at jeg ikke har fået en skid ud af det :P Er jo ligesom stadig jobsøgende (omend på barsel). Hvis jeg havde råd, ville jeg studere endnu mere :D
Åhh hvor kan jeg kende mange af dine følelser, og min vej har også været/er stadig ret bumpet, jeg har aldrig været glad for skolen, så da jeg startede på HG, var det fordi en veninde gjorde det, og noget skulle jeg jo lave, men det var så her at jeg for første gang oplevede succes i skolen, derefter tog jeg en HF, men på det tidspunkt var jeg allerede 20, og synes at jeg nok skulle springe direkte videre herefter, så det gjorde jeg, og valget blev Teko, men desværre var det bare slet ikke som jeg havde håbet, faktisk en stor skuffelse, så jeg holdte en pause for at arbejde i et år, og her kommer det sjove, da jeg så skulle vælge uddannelse, faldt valget på Ernæring og Sundhed i Århus(så måske vi er gået forbi hinanden på skolen), fordi jeg syntes at mad og sundhed var spændende, så selvfølgelig var det det helt rigtige for mig, selvom jeg efter ikke lang tid, godt kunne mærke at det var det ikke, men fortsatte alligevel et år, fordi jeg ikke ville erkende at jeg igen skulle starte forfra, derudover gik mit sidste halve år med at komme igennem dagene, da jeg også fik konstateret en depression. Så nu står jeg igen og skal starte forfra, og synes jeg godt kan mærke jeg er 25 og uden planer for fremtiden, men begynder at indse at det vigtigste er at jeg finder den rette hylde, selvom det ikke har været en nem vej, og jeg elsker heldigvis stadig at lave/læse/planlægge og spise mad. Så du er bestemt ikke den eneste der har sådan en vej til det rette (min er ikke engang slut), men dejligt at du har fundet noget du er glad for, det er trods alt det vigtigste i sidste ende.. :) (Puh en lang besked det blev til.. :P )
Puh, min vej har været (og er stadig) bumpet. Blev student fra STX efter tre aar paa fysik, kemi og matematiklinjen, og flyttede saa til Aarhus for at læse paa arkitektskolen – hvilket blev droppet riiimelig hurtigt. Saa stod jeg uden arbejde og uddannelse, men fik heldigvis lov til at arbejde fuld tid et sted i et par maaneder. Herefter startede jeg (som du) paa mad til mennesker grundforloebet paa 25 uger – for at kunne faa SU. Det har dog været de længste 25 uger i mit liv, for noej, det faglige niveau har været lavt. Nu mangler jeg heldigvis kun den praktiske eksamen, som ligger i start-august. Jeg har til gengæld soegt ind paa ernæring og sundhed, og haaber, at det rammer plet; mere fagligt end teknisk skole, og madorienteret! For det er det, jeg har fundet ud af at jeg brænder for; ikke arkitektur. :-) Nu maa det bare godt blive den 30/7 saa jeg kan faa svar…
Hej Louise!
Så fedt og modigt at du skriver om både det svære uddannelsesvalg og psykiske problemer, det er en del af livet, vi er nødt til at face, vi vælger selv hvordan.
Skønt med dit positive livssyn, du er en rigtig sej rollemodel.
Tak for din åbenhed!!
Hilsen
Marie-louise
Min historie minder meget om din. Den begyndte bare med at jeg valgte forkert i gymnasiet med sproglig linje i stedet for den matematiske. Så måtte også supplere kemi (, matematik og fysik) hvilket stressede mig super meget.
Derefter gik vejen til DTU inden for miljøteknologi, det fangede ikke rigtigt, så skiftede over til Elektroteknologi, også på DTU.
I forbindelse med mit bachelorprojekt gik jeg for alvor ned med stress. Besluttede mig for at holde pause. Det er nu et år siden min krop sagde stop, kæmper stadig med eftervirkningerne.
Har så senere fundet ud af at det med at sige fra på studiet er helt i orden. og det med at finde ud at at man har valgt forkert også er ok. Det får man bare ikke at vide.
Har også indfundet mig med at jeg ikke kan begynde op på et nyt studie igen før om TIDLIGST et halvt år.
Er simpelthen bange for at jeg rammer muren igen med stress.
Tusinde tak Louise, fordi du delte din historie, er ved at få øjnene op for at der er andre end mig der har prøvet lidt uddannelser af og at det er helt normalt at man ikke finder sin uddannelse i 1. forsøg.
Hej Sine
Tusinde tak for din besked og historie – er så glad for jeg ikke er den eneste :) Fedt, at høre du har sagt fra og stadig mærker efter med dig selv – stress er roden til alt ondt og det er bare med at passe på dig selv. Jeg er rigtig glad for du kunne bruge min historie og ja, det er rigtig mange som har det sådan, det er desværre bare lidt et tabu. Tak fordi du delte din historie, Sine – det betyder meget :D