De her saftige, bløde kanelboller er nemme at bage og smager skønt med koldt smør. Find opskriften på kanelboller herunder.
Uhmm, nybagte boller med duften af kanel – findes der noget bedre?
Ikke her.
Med nyybagte kanelboller, så kan man altså godt lige klare sig igennem søndagen.
Efter en lørdag, der bød på skøn koncert og kolde fadøl, var der dømt søndagsafslapning på sofaen. Maven kaldte på hjemmebag, så det blev til en omgang boller med kanel – helt simple og nemme.
Opskriften blev, som ofte, efter mit eget hoved og faktisk vældig god; luftige og bløde. Selvom jeg har sneget smør ind, er bollerne til den sundere side – så nyd dem med en kop te, smør og god samvittighed.

Ingredienser
- 50 g gær
- 4 dl lunken vand
- 1 dl yoghurt
- 50 g smeltet smør
- 1 tsk salt
- 2 spsk sukker
- 2 spsk kanel
- 2 dl groft mel (fx. hvide hvede), Kan udelades
- 6-8 dl hvedemel
Sådan gør du
- Rør gæren ud i det lunkne vand.
- Tilsæt de øvrige ingredienser - men hold lidt af hvedemelet tilbage.
- Ælt dejen godt på bordet, tilsæt hvedemel efter behov.
- Når dejen er smidig og lækker kommes den tilbage i skålen og hæver ca. 1 time, tildækket.
- Dejen formes til 16 boller, som efterhæver ca. 25 min, tildækket på en bageplade.
- Pensl bollerne med vand, æg eller mælk - alt efter hvad du lige har, hvorefter de bages ved 200 grader i ca. 12-15 min.
- Afkøles på en bagerist og spises lune.
Årh kunne virkelig godt tænke mig at prøve dem! Sig mig, kan det smeltede smør mon skiftes ud med noget olie af samme mængde?
Mums nogen gode boller- havde lidt chokolade jeg hakkede og kom i- ikke dårligt.
Årh ja, det kunne jeg forestile mig var godt deri :)
Hej, jeg vil virkelig gerne prøve at lave de her boller! De ser super gode ud! :) Vil du mene at jeg vil kunne fryse dem ned, og så tage dem op og varme dem på et andet tidspunkt?
Hej Katrine
Det kan du sagtens :) Tø dem halvt op, pensl med lidt vand og ind i ovnen – så er de som nybagte :)
Ved du om de er gode at lade hæve i køleskabet natten over, hvis jeg putter mindre gær i? ;o)
Er det yoghurt natatural?
Hej Karina
Ja, jeg brugte bare en neutral yoghurt med 1,5% fedt. Bollerne er med smør og er derfor nemmest med kort hævetid. Men du kan sagtens bruge mindre gær og komme den i køleskabet. Du vil få boller med lidt mere smag og lidt mere tyngde.
Skriv endelig hvordan det gik, hvis du prøver det :)
God weekend
Louise
Hej Louise
De ser rigtig gode og, jeg skal helt klart lave dem. Jeg undrer mig bare over hvor meget sukker der skal i? Er det tsk eller spsk? Der står der nemlig ikke :-)
Hej Jasmin
Tak :) Det er spsk, tak for påmindelsen, det er rette i opskriften nu:)
Håber du får nogle rigtig lækre boller.
God weekend
Mange hilsner
Louise
For satan de er bare rigtigt gode!! :D