Ligeså godt som gammeldags æblekage er, ligeså god er den med rabarber/jordbær.
Min udgave af kagen er altid med ristede gryn, nødder, mandler sødet med lidt makroner, da jeg syntes at konsistens med mere bid og knas fungerer bedre en rasp.
Derudover bliver kagen mindre sød og uden flødeskum, men med lidt græsk yoghurt eller sødet skyr, kan den nemt gå som et almindeligt mellemmåltid.
Grøden er hurtig og en god måde at få brugt de frosne frugter til andet en marmelade. Om den skal sødes er en smagssag, men prøv den helt enkel og frisk – det er ren sommer.

Jordbær/rabarber-trifli med ristede gryn og nødder
Ingredienser
- 300 g jordbær
- 300 g rabarber i små stykker
- 1 spsk vand
- 1 vaniljestang
- 1 spsk smør
- 1 spsk rørsukker
- 1 dl grovvalsede havregryn
- 1 dl hakkede hasselnødder
- 3-4 knuste makroner
- Flødeskum
Sådan gør du
- Kom jordbær og rabarber i en gryde med vand, vaniljekorn og stang. Lad det koge op og simre til grød i ca. 10 min. Jævn den evt. hvis den er for tynd. Kom grøden i en beholder og lad den afkøle helt.
- Smørret smeltes på en pande. Når den er godt varm tilsættes sukker, havregryn og de hakkede nødder. Skru ned til medium varme og rist blandingen til sukkeret begynder at smelte og grynene er gyldne. Sørg for hele tiden at røre rundt, da det nemt brænder på.
- Kom blandingen på en tallerken og lad den afkøle.
- Grød og gryn lægges lagvis. Ved hvert lag gryn knuses en makron udover.
- Top og server med letpisket flødeskum
Skriv en kommentar: