Mit køkken
Det er altid sjovt at se bag kulisserne, og da det jo er en madblog vil jeg afsløre mine køkkenforhold. Ofte kan man få den her forestilling, om den perfekte verden i madblogs, det har jeg i hvert fald selv ofte – Det nyeste køkken, bedste udstyr og et kæmpe madbudget, som kan virke helt urealistisk for læsere, der bare gerne vil lave god mad.
Jeg drømmer om ovenstående, mens virkeligheden er lidt en anden bag bloggen. Et lille køkken, almindeligt udstyr og SU er ingen hindring for at springe ud i at lave god mad.
Så her er det, mit lille, slidte, trofaste køkken:

Som nordjyde i storbyen, er boligpriserne lidt anderledes end hvad man er vant til. Jeg har både boet i en kælder med en roomie, Midtbyen med nemt til alt og er nu endt i ungdomsbolig lidt udenfor Århus.
En 1-værelses lejlighed byder på 6 kvadratmeter (!!!) køkken at boltre sig i – skal vi bare sige det sådan; det er vist henvendt til en god gennemsnitlig studerendes livsstil
Så lidt facts over mine “store” problemer:
-
Køleskabe med kun 2 hylder burde være forbudt – især når temperaturen på indervæggen evigt er frost.
-
Skabsplads – alle har da 3 flyttekasser med køkkenting – har de ikke?
-
Bordplads, det ville være meget rart at kunne have alle sine uundværlige apparater på bordet. (brødrister, blender, kaffemaskine, tekande, kaffemølle og mikroovn…) og så også lige alt det andet. Faktisk den eneste grund til jeg ikke har en køkkenmaskine bilder jeg mig selv ind!
-
En emhætte der virker, så man ikke skal have åbnet vinduet
-
Åh, en opvaskemaskine kunne der vist godt lige klemmes ind et sted…
-
At have skabe der kan lukke ville jeg slet ikke klage over
-
Nogle gange kan et brummende lysstofrør være lidt irriterende
Men det hele er nu ikke negativt, for jeg har et køkken og jeg har det helt for mig selv! Der bliver lavet masser af god mad og det bedre kommer på bloggen.
Så et lille køkken er ingen hindring for store madtryllerier. I det her blev der sidste år lavet julemiddag til 4 – kalkun og hele molevitten!
Bordpladsen! Den passer lige præcis til en udrulning af kanelsnegle-dej – hvad er der mere at kræve?
Mine fine rødspætter til reminder om hjembyen.

Lidt af mine yndlingsting i køkkenet. Er vældig glad for praktisk opbevaring og har en svaghed for opbevaringsglas.
Mit fotostudie. Lejligheden består af en vindue mod øst i køkkenet og et stort gulv/loft vindue mod vest i opholdsrummet. Så jeg tager billeder enten om morgen eller sen eftermiddag – ikke altid helt hensigtsmæssigt til mine krav om lys hele tiden. Når man vil tage billeder, skal det bare være nu!
Hvis du kommer forbi herude og ser en pige stå på hoved i alle mulige stillinger, hen over en tallerken, så er det bare mig
Vinduet i opholdsrummet ligger nemlig ud til en gangsti i boligforeningen. Så jeg underholder ofte forbipasserende…og gør dem sultne.
Mere opbevaring – Ikea har gode, billige patentglas.
Hylden over mikroovnen er fyldt med yndlingstingene, der gør mig glad. Gamle dåser med kaffe og te, stempelkanden og de fine kopper, man kun kan blive glad af.















