Makreller på grill – den bedste sommerspise
For noget tid siden lovede jeg en nem opskrift på grillede makreller. Og endelig her i ugen kom de på grillen og spredte sommerglæde. Fisk på grillen er alt for overset, hvilket er synd, da det simpelthen smager fantastisk.
Jeg er desværre ikke indehaver af nogen grill – måske fordi jeg kun har en lille flise som have
Så jeg griller på engangsgrill, hvilket godt kan være lidt svært i forhold til de fancy grills som fåes nu.
Så hvis du ligger inde med sådan en fætter, så skynd dig ud og køb en plade til den – så er det ingen sag at grille fisk og du undgår at skindet hænger fast på risten.
Hvis du, ligesom jeg, overlader Weberen til de andre og snupper den nemme løsning, så kan jeg anbefale sølvpapir! Både som “kødnåle”, som indpakning til fisk eller den foliebakke man altid mangle.
Ellers fåes der også en masse “grill-holdere” til fisk. Du kan finde dem hos de fleste fiskehandlere.
Opskriften herunder er nem og enkel – men smager himmelsk. Jeg er vild med de små 20 cm bundgarnsmakreller, da de ikke har nået den fuldfede smag, som de store ofte kan have. Du finder desværre ikke makreller i supermarkedet, så spørg din fiskehandler.
Og et lille opråb til sidst: Husk at spise dine makreller forholdsvis hurtigt, da de harsker (også i fryseren) pga. af det høje fedtindhold.
___________________________________________________________________________________________________
Makreller på grill
2 pers.
-
Ca. 6 små makreller (de skal være små ca. 20 cm. )
-
Salt
-
Peber
-
Citronsaft
-
En håndfuld frisk persille(eller anden krydderurt)
-
3 spsk olie
-
Sølvpapir eller madnåle
Rens makrellerne - skær dem kun halvt op, så de kan holde på fyldet. Ved dette stadie fjerner jeg også benene.
Bred makrellen ud, så du kan krydre hele indersiden. Krydr med salt, peber, citronsaft og frisk persille. Fold makrellen sammen om fyldet og saml den forsigt med en madnål. Smør ydersiden godt med olie.
Makrellerne grilles (helst på en plade) ca. 6-7 minutter på hver side. Skindet skal være sprødt og kødet skal falde fra fisken.
Spis dem med en kartoffelsalat på nye kartofler, grøn salat og kold hvidvin.
Hvis du er den heldige indehaver af en lidt mere fancy grill – så grill makrellerne på en plade, som holder noget bedre på skindet.
Tilbage


















